Inden den oprindelige halvtredsindstyvende udgave af Roskilde Festival i 2020 havde Camp Classic Rock fået nådestødet, og jeg var således sidste skanse med partoutadgang til brok over tingenes tilstand. Det ændrede sig ikke i de mellemliggende år, så heldigvis havde Camp Jon Snow budt mig hjerteligt velkommen, på trods af at jeg måtte bekende total uvidenhed om lejrnavnets reference.
 |
| Varieret kost. |
I år skulle det omsider være, og med ankomst onsdag og sammenkrølning af teltgrej søndag var det et veltilrettelagt omfang for en familiefar, der også lige havde frekventeret Copenhell og en sommerhustur. Der er trods alt grænser for, hvad man kan byde den hårdtprøvede derhjemme.
 |
| Camp Jon Snow |
Optakten i sommerhus var i øvrigt med store dele af Camp Classic Rock, og de sendte et festivalkit med mig hjem: en forstuvet ankel.
 |
| De lange shorts var atter en tro følgesvend. |
Omsider skete det utænkelige. De blå tordentønder var blevet udskiftet med porcelænstroner på hele området. Det var egentligt også på tide! Og så må vi hellere til sagen: musikken - og karaktererne går som vanligt fra 1-6. Musikprogrammet havde kun ganske få navne, jeg oprigtigt glædede mig til, og ingen var på Orange. Jubilæumsåret havde med rette fået skældud, for det var tyndt med kunstnere, der kunne forene folkemasserne på tværs af generationer, og som samtidig ville være et særligt scoop for Roskilde.
 |
| "Kø til Dua hvem?" |
Copenhell får til gengæld svært ved nogensinde at matche årets formidable lineup, hvor hovednavnene stod i kø, som var det teenagekøen til pitten til (Shu-Bi-)Dua Lipa et halvt døgn før koncertstart.
 |
| Moderne kunst. Plader og cd'er, men hvor er spolebåndene? |
Det er efterhånden en del år siden, det har været aktuelt at medbringe konservesmad hjemmefra, og mens der nærmest ikke er det køkken, der ikke er repræsenteret i domkirkebyens svinesti, tør halvdelen af madboderne ikke undlade at servere den evige klassiker og - hvis der er kælet tilstrækkeligt for den - lækkerbisken: flæskestegssandwich.
 |
| Cocktailpige på tour! |
Onsdag blev der varmet op i lejren inden irske Fontaines D.C., der med arbejderklassepostpunk skulle give liv i Avalon. Den første udfordring for flere end bare os var, at scenen nu var placeret på den anden side af Orange, og mange for forvildet rundt efter en scene, der var bedre skjult end Mettes sms'er. Der ventede os en intens og beskidt rockrøvfuld med intens pubvokal (4).
 |
| Backpacker på afveje! |
Herefter mødtes vi med andre på Orange, mens scenens åbningsnavn, Drew Sycamore, sluttede sit sæt af uden at gøre nævneværdigt indtryk (3).
 |
| Hr. og fru Endagsbillet i kridhvide t-shirts. |
Et af de få navne, jeg havde set frem til, var belgiske Amenra. Det samme gjaldt for dagens bidrag fra den gamle camp, der desårsag havde endagsbillet. De måtte aflyse, og erstatningen var heldigvis tyske The Ocean, der fik lov at buldre løs inde i Gloria. De spillede vanligt tight i et sæt baseret på Phanerozoic II: Mesozoic / Cenozoic, deres seneste opus, og især de afsluttende 20-30 minutter byggede op til kulminationen (5). Gensynet i Pumpehuset til september bliver glædeligt.
 |
| The Ocean. |
Flere havde talt varmt om Black Pumas, så vi drog mod Avalon og fik solrig soul som dessert. Det var fint, men ikke mere end en parentes, når dagen skulle gøres op (3,5). På den øverste del af plakaten befandt Robert Plant & Alison Krauss sig, og på Arena inviterede de på britisk americana, hvor Led Zeppelin-stemmen kørte parløb med bluegrassviolinisten i et eldorado af klassikerfortolkninger - herunder også "Rock and Roll" og "The Battle of Evermore". Plant var mådeholden med sine karakteristiske udbrud, men de garanterede for jubelbrøl i balsalen (4,5).
 |
| Hænger ud. |
Fra Orange hørtes Post Malone i baggrunden, da vi trissede mod Turnstile. Amerikanerne sættes ofte i hardcorebåsen, men de inkluderer adskillige andre elementer, og de både havde og skabte en decideret fest på Avalon (4,5).
 |
| "Jeg ringer hjem, mor, hvis jeg har kontanter." |
Til gengæld var det efterfølgende forfærdeligt at lægge ører til Todrick Hall, hvis optræden var et af mine sjældne besøg ved Apollo (2,5). Vi skulle mødes nogle stykker, men ventetiden føltes en smule bedre i nabolaget, hvor Anna B Savage på Pavilion havde en spændende mørk vokal og et par hæderlige numre (3,5). Med et par stærke og især en del hygsomme bekendtskaber i bagagen sluttede første musikdag her.
 |
| Et gaskogeblus får ualmindeligt megen opmærksomhed i lejren. |
Torsdag var på forhånd en sølle dag. På de foregående 18 festivaler havde jeg aldrig haft en dag uden et eneste navn at se frem til. Det havde jeg, da dagen begyndte. Men da jeg fik nærstuderet programmet, fandt jeg en midnatskoncert med BADA med formidable Anna von Hausswolff i ensemblet. Konstellationen hørte jeg på Stengade i oktober, og da andre i lejren blev præsenteret for sagerne, var jeg ikke den eneste med fornøjelse i vente.
 |
| Teamet, der hørte BADA på Stengade, havde brug for at høre lidt bedre efter denne gang. |
Til gengæld var mit armbånd kravlet op midt på underarmen og strammede i en sådan grad, at mine blodårer var helt mørkeblå. Dagens første mission blev at få skidtet skiftet. Klokken var 9.30, og på vejen rendte vi ind i en kilometerlang kø til at få adgang til pitten til aftenkoncerten med Dua Lipa, der tilsyneladende var poppens Bruce Springsteen på programmet.
 |
| Den syriske kunstner Khaled Barakehs værk "Mute" om mennesker på flugt prydede pladsen foran Orange. |
Mens majoriteten af festivaldeltagere med mulighed for fugt syd for navlen søgte mod Tobias Rahims enslydende popsucces, fik et overraskende pænt fremmøde på Gloria en nænsom morgenvækning kl. 14 af den amerikanske guitarist Yasmin Williams. Hun fremførte kompetent sine kompositioner siddende og mestendels blot med en akustisk guitar på skødet. Da hun bad publikum om forslag til covernumre - de første mange råbte på Jimi Hendrix - troede vi, at hun ville spille et, men det var kun som inspiration til en kommende plade (4).
 |
| Ikke engang funktionsnedsættende væske hjalp på Modest Mouse-koncerten. |
Senere samme eftermiddag skulle jeg stifte ordentligt bekendtskab med indierockerne Modest Mouse, som jeg hidtil mest kun har kendt af navn. Min forestilling, om at vokalen var skæv og til tider falsk, holdt desværre stik, og så kunne det være ligegyldigt, at der momentant var musikalske finesser, der fungerede (3). En Meyers flæskestegssandwich med uspiseligt seje svær var ligeledes en skuffelse.
 |
| 3 kapsler tættere på Underberg-bilen til 25.000 grønne låg. |
Som tidligere på dagen til Rahim var menneskemylderet massivt på Arena, da TLC, der efter Lisa Left-Eyes død for tyve år siden blot har optrådt med de tilbageværende TC. Desværre var deres hypeman mere i gang end hovedpersonerne selv, så vi skred og fyldte i stedet op med kølige drinks, inden de formodentligt sluttede af med "No Scrubs" og "Waterfalls" (2).
 |
| BADA. |
Jeg havde fået anbefalet Phoebe Bridgers, men det kunne ikke nås inden BADA. Når der gik krautrock i den, var det fremragende, men desværre bidrog de lange lydflader ikke til at fastholde det transcenderende, de byggede op (3,5).
 |
| Svenske Carolina Falkholts omstridte maleri "Pussy Ass Peace" om den voldtægt, hun blev udsat for på Roskilde Festival som ung. |
Der blev foreslået at slå et smut forbi The Blaze på Orange, og selv om elektronisk fylder uhyre lidt i pladereolen, kan selv jeg blive medrevet. Den franske duos house var dog intetsigende og komplet ligegyldigt (2). En overstået tynd musikdag fik akkompagnement af en rystende fesen frikadelleburger at gå hjem på. Den ville have fået en sviner af Casper Drømme!
 |
| Silent & clean? Ikke mig. |
Fredag skulle vise sig at blive afrodag. Brormand på endagsbillet blev afhentet på vej mod pladsen, og det var ikke hans kulør, der inspirerede. En af hans to flasker portvin kom helskindet frem, og så kunne dagen bare komme an.
 |
| En af os overlevede. |
Damon Albarns kalejdoskopiske projekt Africa Express har gæstet festivalen flere gange, og i 2022-udgaven gjaldt det fortolkninger af komponisten Terry Rileys minimalistiske In C fra 1968. Her manglede nok især projektets sædvanlige groove, og det ambitiøse værk forsvandt under en kraftig summen af knevrende folk (2,5).
 |
| Møde med alle dem, der var til Jimmy Eat World på Orange i 2005. |
Nu iført regnslag slentrede vi mod Mantra - scenedebut for mit vedkommende - hvor zambianske Sampa the Greats rap trods vejret sørgede for god eftermiddagsstemning, men synderligt spændende var det ikke for mig (3).
 |
| "Nej tak, jeg drikker ikke." |
Derfor var det japanske amokpunkband Otoboke Beaver måske mere vedkommende. De var med på et sent afbud, men køen foran Gloria var lang. Om det var hypen om feministerne eller en chance for ly, der trak, vides ikke, men jeg droppede køen, kom i tørvejr og hørte resten fra afstand med sporadisk udsyn (3). Undervejs opvejede jeg den foregående dags tarvelige madoplevelser og flækkede en kartoffelpizza fra Gorm's under de sidste numre. Endelig et habilt og velsmagende måltid, men seriøst: Tag konsekvensen af dummernikfejltagelsen og fjern pølsevognsapostroffen ligesom Jensens Bøfhus.
 |
| Regnslagene var ikke pakket forgæves. |
Skybrud kom aldrig på tale, men det silede ned det meste af eftermiddagen. På Orange kan man ikke gemme sig, men solskinstoner fra maliske Fatoumata Diawara feat. Yael Naïm med fransk/israelsk baggrund fik dråberne til mentalt at fortage sig. Malisk inspireret pop og blues bragede ud til de regndansende. Backingtracket var næppe nødvendigt, for der var rigeligt på scenen med deres formåen i orden (4,5).
 |
| Fatoumata Diawara var stilmæssigt beslægtet med Amadou & Mariam. |
Vi samlede kræfter og huskede væskeindtag inden et par af aftenens og festivalens højdepunkter for mit vedkommende. På vej mod Arena slog vi dog først vejen omkring Orange, hvor et af årets hovednavne, Thomas Helveg/Helmig, havde fået æren af at piske en Grøn Koncert-stemning op. Undervejs mødte vi i et par omgange nogle af mine elever, og her havde jeg nok ønsket at blive set i en anden sammenhæng. Ikke desto mindre var der masser af folk og endnu højere fællessang til "Stupid Man" (3).
 |
| Kidd spillede lørdag en overraskelseskoncert. Heldigvis var der lydproblemer. |
Nå, men i over tyve år har Radiohead været en fast følgesvend, uanset hvilke eksperimenterende veje de eller jeg er gået. Derfor var Thom Yorke og Jonny Greenwoods projekt The Smile med en glimrende debut i baghånden noget at se frem til. Kunne det andet end skuffe? Heldigvis ja - for det blev en dynamisk og nærværende optræden, hvor A Light for Attracting Attention var grundlaget, og de holdt sig heldigvis fra leflende Radiohead-sange (5).
 |
| Trods det ironiske bandnavn var der rigeligt at smile af til The Smile. |
Der var tilsyneladende stemning for at se Tyler, the Creator, men det var endnu et hovednavn på Orange, der bidrog til ganske lidt for undertegnede (3).
 |
| "Jeg holder den for en ven." |
Til gengæld skulle Alice in Chains-guitaristen Jerry Cantrell fyre op i Avalon-pejsen med - selvfølgelig - solosange og svedigt AiC-brænde. Signaturlyden fra den seksstrengede sad lige i skabet, og i stedet for et - som det efterhånden er tåbelig kutyme for alskens såkaldte kunstnere - tarveligt backingtrack med den manglende Layne Staley-vokal stod en tilbagetrukket Greg Puciato (The Dillinger Escape Plan) og udfyldte perfekt denne rolle. Klassikere som "Them Bones", "Would?", "Man in the Box" og afslutteren "Rooster" høstede naturligvis de største bifald, men når han selv har skrevet dem, kunne der kun underdoseres (5).
 |
| Cantrell roostede posen grundigt med Alice in Chains- og solonumre. |
Meyers lå belejligt tæt på, men denne tredje version blev skillevejen efter mange års tæt samarbejde. Var jeg gået all in på de granitstumper, de kaldte svær, havde det kostet en akut tandlægetid.
 |
| Etuk Ubong & dansere, der gerne ville hjem at sove. |
Efter en lang musikdag kaldte denne flade fornemmelse på restitution, og fra behørig afstand fik vi Jada, den oprindelige Orange-åbner, med (3). Det hjalp at samle kræfter, for vi orkede akkurat at se, hvad nigerianske Etuk Ubong & the Etuk Philosophy havde at byde på kl. 1.30. To lyse dansere så ved første øjekast energiske ud, men ved nærmere eftersyn lignede de nærmere et par teenagetøser, der ventede på at få lov at slippe for pligterne. Til gengæld spillede blæsersekstionen for fuld smadder, og både tekster og musik gav anledning til at ihukomme den banebrydende afrobeater Fela Kuti (4), og så var det ellers godnat!
 |
| En paparazzofotograf fik et sjældent skud til samlingen. |
Den sidste dag har altid været et sørgeligt syn allerede fra morgenstunden (der omtrent går fra 6-14 i denne uge). Man skal overvære ynkelige skæbner, der - trods en fuldfed dag tilbage - kaster den faldefærdige Harald Skrald-pavillon i ringen og forlader festivalen med det overlevende habengut på ryggen. Ungdommen har aldrig været, hvad den har været! Men kan man ikke tåle mosten, kan det være svært at begribe, hvorfor man ikke kapper en dag i den anden ende.
 |
| Tofuer lørdagen op fra slap. |
I lejren kom flere tilbage fra Lê Trang med indbydende vietnamesisk curry, og årets dyreste måltid blev fluks halet i land og strålede om kap med morgensolen.
 |
| Lige dele ihærdighed og blinken med øjnene kastede senere en bette souvenir af sig. |
Når ungdommen giver op, har der været sædvane for, at Ældre Sagens medlemmer rykker ind med praktiske sandaler og Fjällräven i samme model, men forskellige kulører. Til og med 2014-udgaven var der gratis adgang på sidstedagen, men nu må de hoste op med middelklassepensionen og bidrage som os andre.
 |
| Gammelt fjols med rygsæk. |
De var mødt talstærkt frem til Kings of Convenience, Arenas første lørdagsbidrag. Det norske indiefolk forblev for bekvemmeligt og i det store hele anonymt (3). Mens der var for indædt kamp om de fåtallige pladser i skyggen, holdt vi væskebalancen ved lige med kolde krus og perfekte blandingsforhold.
 |
| Få virkemidler - masser af trommer og guitar til Samba Touré. |
På Pavilion var der en smule mere bid i maliske Samba Touré, som har lært at spille sin ørkenstøvede guitarblues af mesteren (og ikke familiemedlemmet) Ali Farka Touré (4). I forbifarten kunne vi senere konstatere, at St. Vincent umiddelbart lød fint på Orange, men at den store oplevelse nok ville have gemt sig under et mere intimt dække (3,5).
 |
| Old Man Gloom på Avalon. |
Old Man Gloom gav en lektion i sludge, mens riffene eksploderede om ørerne på bandet selv og Avalon-teltets gyngende skare. Bandet havde jeg på forhånd kun hørt overfladisk, men uden at det bidrog med nævneværdige forventninger. Live var der ikke en pege- og lillefinger at sætte på udførelsen, og selv om numrene ikke bed sig fast, må de få en snarlig rotation og chance til på anlægget derhjemme (4,5).
 |
| Hvis et bandnavn rimer på Daim, må det da være sprødt! |
På Orange nåede vi at fornemme, at Haim var velvalgt til den store Canopyscene (4), og det måtte fejres med en Underberg.
 |
| Vi tog tempeh-raturen på det veganske udbud. |
Jagten på den nye flæskefavorit var ikke problemfri. I Food Court havde jeg fået anbefalet Smæskestegs variant, og der gik jeg forgæves to gange om fredagen. De havde som de eneste ikke åbent før kl. 13, så der fik kroppen en grøn indsprøjtning med tempeh og chilimayo på toppen i stedet. Senere da jeg forsøgte igen, var der udsolgt. Denne lørdag lykkedes det på falderebet, og det var en overvejende ønskelig oplevelse: en ordentlig klump mør steg og agurker med tilpas gennemtrængende syrlighed i en dog noget anonym bolle. Og var der knas til kæberne? Halvdelen af sværene var fortrinlige, mens resten var som gummi.
 |
| Er der noget, jeg skal or'ne? |
Konklusionen må være, at Ole Wedel fremover må inviteres som garant for de sprøde svær. Der må være grænser for, hvor mange svinebolsjer man forventningsfuldt har måttet kassere.
 |
| Idles, der også varmede op for Pearl Jam i Royal Arena efter festivalen, havde bedre forudsætninger på Avalon. |
Energibarometeret var nogenlunde fyldt, da vi mødtes til Idles, og de fik det til at sprænge hos de fleste, da Avalon-taget lettede med Bristol-bandets tightspillede og politisk indignerede rockudladning (4,5). Det blev et dilemma, at et af festivalens scoops snart skulle spille i den stik modsatte ende af pladsen, så jeg hastede mod Pavilion før tid.
 |
| Converge: Bloodmoon. |
Her mødte jeg en kollega på første parket, og med et sublimt udsyn var vi parate til Converge: Bloodmoon. Det tunge hardcorebands konstellation med darlingen Chelsea Wolfe er vokset endnu mere på mig siden udgivelsen, så jeg var spændt som en paraply i stiv kuling på liveudgaven af samarbejdet. Lyden var fænomenal, vokalen blev leveret fra flere kanter og supplerede forrygende hinanden, og de vekslende stemninger blev repræsenteret af Chelseas dybfølte indadvendthed og Jacob Bannons eksplosive indpiskerrolle - og alt derimellem. Årets bedste koncert (5,5)!
 |
| Man dummede sig, hvis man ikke overværede hvert sekund af Converge og Chelsea Wolfe. |
Mens vi vendte koncerten og festivalen over en solid og aldrig skuffende spaghetti bolognese, begyndte The Strokes på Orange. Vi fandt først senere ud af, at Julian Casablanca & co. entrerede en halv time efter spilleplanen, men måske af samme årsag nåede jeg at se afslutningen på nært hold. Mage til ugidelig optræden og pinagtige kommentarer om vegansk mad og de trods alt fremmødte fans' sangønske er sjældent oplevet. Hvad han var på, kunne jeg ikke konkludere, men gavnligt var det ikke. De spillede til slut "Last Nite", det hit, som nogle havde udstået alverden for at høre. Rygterne talte sandt. Det var en katastrofe (1,5)!
 |
| Iceages energiniveau vidnede om, at de ikke havde rodet rundt i telt i 8 dage. |
Den slags kunne man ikke gå hjem på, så jeg mødtes med nogle af de hårdtkæmpende fra lejren til Iceage på Avalon kl. 1. Der var ingen tvivl om, at københavnerne havde publikumstække. Materialet var lidt mere broget, men de efterlod et habilt visitkort (4). Da de andre - en efter en - kapitulerede efter nærmest at have sovet stående, fortalte fornuften mig, hvilken retning luftmadrassen befandt sig.
 |
| Fart på fra første fløjt til Surfbort. |
Og ganske som jeg troede, at showet var slut for i år, passerede jeg Pavilion, hvor forsangeren fra Surfbort allerede lidt over 2, et par minutter efter starten, skrålede ude blandt de sidste utrættelige. Den punkrockfest blev jeg betaget af, og med tosset påklædning og lir en masse var det nok mere festen end punkrocken, der tryllebandt, men Brooklyn-bandet fandt en halv times ekstra kræfter til mig, inden jeg fandt en lejr med flere forsvundne telte.
 |
| "Gå nu hjem", sagde Mikkel til Mikkel. "Nix", sagde Surfbort. |
Klokken 7 havde mågeskrigene vundet over søvnmanglen, jeg pakkede mit grej sammen og gik mod cyklen ved East-indgangen og nappede to smurte rundstykker fra bageren på Køgevej til togturen hjem mod København. Effektivt og uden at efterlade andet end en lysere nuance som silhuet og minde om endnu en fremragende festival. Tak for i år!
 |
| Jeg huskede teltet! |
